Myte: “Jeg er ikke god til at skabe med hænderne”

Hvem har sagt, at det kun er for nogle få?

Kun bestemte mennesker har "gaven" til at skabe med hænderne...
Er det virkelig sandt? Sikke en fjollet idé!

Jeg vil ikke overbevise nogen, men jeg får lyst til at så et lille frø.
Eller måske rettere: åbne en lille dør. Give sig selv en chance.

De sætninger, jeg oftest hører (og som rammer mig)

Jeg har hørt så mange kvinder – søstre, veninder, bekendte – sige ting som:

"Jeg er håbløs til sådan noget."
"Mine hænder er alt for klodsede."
"Det er en luksus, jeg har ikke tid."
"Hvorfor skulle jeg lave noget selv, når jeg kan købe det billigere og pænere?"
"Det skaber bare rod at lave ting med hænderne."
"Håndlavet bliver ikke værdsat. Det virker nærmest lidt sørgeligt."
"Der findes så mange fine ting i butikkerne… hvorfor så lave noget selv?"

Hver gang jeg hører sådan noget, gør det noget ved mig.
En blanding af vrede, tristhed og forundring.
Som om de fornægter noget helt grundlæggende.
Jeg har svært ved ikke at reagere, for det føles, som om de fortæller sig selv en løgn – noget de har overtaget fra andre uden at stille spørgsmål.

Der ligger noget klar… men jeg ved endnu ikke, hvad det skal blive til.

Der findes ingen udvalgte

Jeg tror ikke på, at nogen er “udvalgt” til at skabe.
Ikke det mindste.

Jeg tror på, at vi alle har en indre pige, der nogle gange falder i søvn.
Eller som bliver tysset ned.
Men hvis vi giver hende plads, lader hende lege... kan hun skabe noget helt fantastisk.

Min barnebarn i fuld koncentration – hun skaber uden tvivl eller bekymring.

Det bedste eksempel har jeg lige foran mig

Jeg ser det hos mit lille barnebarn, hver gang hun kommer løbende med en tegning og overrækker den som verdens største skat.
I begyndelsen var hendes streger bare små forsigtige linjer, men nu har de fået kraft, farver, beslutsomhed.

Og det smukkeste: hendes alvor, når hun skaber.
Den totale koncentration, som om hver eneste streg har en mening.
Ingen mindreværd, ingen tvivl.
Tværtimod: den fuldkomne overbevisning om, at det hun laver, er vigtigt.

Ingen frygt for at fejle. Ingen trang til at skulle “imponere”. Ingen selvkritik.
Bare friheden til at skabe på sin egen måde – uden hastværk, uden pres.

Jeg hænger alle hendes tegninger op på køleskabet, oven på hinanden med en magnet.
Det rører mig dybt at se, hvordan hendes tegninger vokser – men endnu mere, hvordan hendes selvtillid vokser.

Alle hendes tegninger hænger på mit køleskab – lag på lag med kærlighed.

At skabe med hænderne er naturligt

At tegne med en blyant, med en pind i sandet, med en finger på en dugget rude...
At sy, male, lave mad, plante, brodere, bage brød, slå et søm i, reparere noget ødelagt...

Man behøver ikke være kunstner.
Man behøver ikke have et særligt talent.
Man behøver bare lysten til at røre ved verden med hænderne.

At skabe handler ikke om at vise sig frem.
Det handler om at forbinde sig.

Ikke perfekt, men ægte

Og ja... nogle gange roder det, selvfølgelig.
Men så bliver der ryddet op på en anden måde – indeni.

Og ja, nogle gange bliver det ikke perfekt.
Men hvad så?

At skabe med hænderne er en måde at sige på:
“Jeg er her. Jeg lever.”

Og det, for mig, er meget mere værd end noget som helst købt.

Nogle øjeblikke føles som en stille invitation til at skabe.