Hvor Alma Mía blev til
Min historie: hvordan Alma Mía blev til
Jeg har altid følt en naturlig tiltrækning til de små detaljer og til alt, der lod mig slippe kreativiteten løs. Som barn kunne jeg bruge timer på at lege med mudder, forme små bjerge og pynte dem med alt, jeg fandt i haven: tomme sneglehuse, grene, tørre blade, små sten, blomster, frugtskræl... I dag har jeg svært ved at forestille mig mit barnebarn lege så glad med sådan et ærligt materiale, men dengang gjorde det mig lykkelig.
Mine første skridt med hjemmelavede smykker
I pre-teen årene opdagede jeg smykker lavet af pastarør – sådan nogle man kalder makaroni.
Et nutidigt billede – men et kærligt tilbageblik på mine allerførste smykker lavet af makaroni.
Først lavede jeg dem til mine dukker, men snart også til mig selv og mine veninder. Jeg gjorde mig umage: ristede pastaen forsigtigt på panden, trak dem på en stump garn, lavede en diskret knude og gav dem til sidst et lag lak for at få dem til at skinne. Idéen var ikke min egen – det var mine storesøstre, der lavede dem, og jeg lærte at lave dem af dem.
Kreativ inspiration i hverdagen
Med tiden begyndte den trang til at gøre ting smukke at vise sig i andre områder af livet – helt uden at jeg lagde mærke til det. F.eks. i køkkenet. Når jeg lavede en simpel salat, morede jeg mig med at skære grøntsagerne i bestemte former, så det hele så pænt ud. Jeg har aldrig kunne (og har nok heller ikke ønsket) at følge en opskrift præcis. Der var altid noget ekstra, der skulle med: en frisk krydderurt, lidt oliven, nogle frø... alt det jeg nu lige havde stående blandt de mange glas, som nærmest magisk samlede sig i mit køkkenskab.
Når jeg stoppede med at hækle og begyndte at lave smykker
Jeg har altid været fascineret af smykker, men det var først i 2017, at jeg for alvor begyndte at arbejde med dem. Jeg husker året tydeligt, for det var et vendepunkt. På det tidspunkt boede jeg i Chile og var midt i en livsfase, hvor jeg mærkede et stærkt behov for at finde tilbage til mig selv. Efter mange år med familie, arbejde, hjem, gøremål og en smule socialt liv (af den gamle slags – fysisk, med rigtige møder og kram), indså jeg, at jeg havde mistet lidt af mig selv undervejs. Da min søn flyttede hjemmefra for at skabe sit eget liv, stod jeg pludselig med tid og plads – både omkring mig og inde i mig. Jeg vendte tilbage til det, der altid har båret mig: at skabe noget med hænderne. Jeg kommer fra en familie, hvor det håndlavede altid har haft værdi. Jeg voksede op med at se min mor hækle store, smukke duge i det fineste mønster. Så uden at tænke for meget over det, købte jeg garn og hæklenåle i forskellige størrelser og begyndte bare at hækle. Og jeg hæklede i årevis: duge, trøjer, halstørklæder, mandalaer, pynt...Det blev en slags meditativ nødvendighed.
Det er mig, der har hæklet mandalaerne... men modellen er min niece!
Nye teknikker og begyndelsen på Alma Mía
På et tidspunkt begyndte jeg at kombinere garnet med perler og tråd – og sådan opstod de første øreringe, armbånd og halskæder. Alt gik let – bortset fra mine hænder. Først var det bare lidt ømhed, så træthed, så styrketab... og til sidst måtte jeg opereres for karpaltunnelsyndrom. En enkel operation, men helingen var svær. Ikke så meget på grund af smerterne, men fordi det gjorde ondt at tænke, at jeg måske ikke kunne fortsætte med at skabe. Jeg følte mig tom. Men en dag – nærmest som et lyn – kom en tanke til mig, som ændrede alt: “Mine hænder fejler ikke noget. Jeg skal bare bevæge dem på en anden måde.” Jeg besluttede, at jeg ville fortsætte med at lave smykker – men på en ny måde, med nye materialer og teknikker.
Smykkeværksteder i Chile: mit møde med Ángela
Det var på det tidspunkt, jeg fandt Ángela. Jeg stødte på hende online blandt mange andre, men hendes arbejde tiltalte mig, og jeg skrev til hende.
Ángela – min generøse og inspirerende lærer i Chile
Hun svarede med det samme: “Du vil ikke fortryde det.” Og det gjorde jeg heller ikke. Tværtimod. Endnu i dag er jeg dybt taknemmelig for hendes tålmodighed, generøsitet og glæde ved at undervise. Ángela har en lille virksomhed i Chile, som hedder Locura Mía. Hun plejede at sige, at navnet kom af, at hendes smykker var en slags galskab – hendes egen. Det navn inspirerede mig til mit eget: Alma Mía, for i hvert smykke lægger jeg en lille bid af min sjæl (og måske også lidt galskab). Jeg husker hendes værksteder med stor kærlighed: stemningen, materialerne, lyden af perler og metal, der raslede i æskerne... De små historier, der opstod over kaffe og småkager, grinene, de gode råd. Og Ángela, altid opmærksom, vejledende med ro og varme. Jeg følte, jeg var det helt rigtige sted. Den følelse bærer jeg stadig med mig.
Mit hjemmelavede smykkeværksted
I dag arbejder jeg hjemmefra. Jeg har ikke meget plads, så jeg måtte vælge: stue, spisestue eller værksted? Det var ikke svært. Værkstedet fik den bedste plads – og resten måtte tilpasse sig. Det er her, Alma Mía lever.
Mit lille værksted – her begynder det hele
Min arbejdsplads ligger foran et stort vindue, der vender ud mod haven. Lige udenfor står smukke grantræer.
Udsigten fra mit vindue – naturen holder mig med selskab, mens jeg arbejder
Sol, regn, sne, blæst – et naturligt bagtæppe, der følger mig i arbejdet. Mit værksted er lille, men har alt det, jeg har brug for. To borde: ét til at skabe og ét til at tage billeder af de færdige smykker. Det hele er organiseret... i mit eget kaos. Men jeg forstår systemet, og det fungerer for mig.
Mit yndlingsværktøj og inspirationen fra mit barnebarn
Hvis jeg skal vælge ét favoritværktøj, så må det være min lup-lampe.
Min trofaste lup-lampe – og roen i arbejdet
Den er fantastisk. Den kan justeres i alle retninger, har forskellige lysstyrker – og lader mig se selv de mindste detaljer. Når mit barnebarn kommer på besøg, elsker hun at sidde på mit skød og kigge gennem luppen. Jeg giver hende nogle af de smykker, der ikke blev helt som de skulle – dem gemmer jeg som en påmindelse om, hvor jeg begyndte, og hvor langt jeg er kommet. Hun tager dem op én for én og undersøger dem med stor koncentration. Og imens taler jeg med hende om farver, teksturer, glans – i håb om at plante en lille kreativ gnist i hendes hjerte.
Alma Mía lever videre
Det er her, i dette enkle, men sjælefulde rum, at Alma Mía får lov at leve – hver eneste dag. Og det er også her, denne blog tager sin begyndelse – et sted hvor jeg ønsker at dele glæden ved at skabe med hænderne, inspirere og måske vække skabertrang hos andre.
Tak fordi du læste med 💜
Har du lyst til at dele en tanke eller stille et spørgsmål, er du hjertelig velkommen til at skrive en kommentar nedenfor.